| Visioner for Fremtidens Hospitaler / Statenskunstfond / Udvalget for Kunsthåndværk og Design / west & werners
Inden for kort tid søsættes byggeplaner for flere nye, store hospitalsbyggerier i de danske regioner. Der er sat mange milliarder af i budgetterne, og byggeriet af de såkaldte supersygehuse kan komme til at tage i omegnen af 10 år. Men er der noget super ved disse sygehuse, ud over deres kapacitet? Statens Kunstfond har initieret og finansieret projektet Fremtidens Hospitaler, der skal reflektere over, hvordan vi kan skabe bedre hospitaler end dem, vi kender i dag. Hvis der skal være plads til store visioner og mulighed for at optimere fremtidens hospitaler, skal der handles nu, inden tegningerne ligger klar, og der blot skal bestemmes farve på væggene. Derfor har Udvalget for Kunsthåndværk og Design under Statens Kunstfond bedt 12 designere om at komme med deres visioner for fremtidens hospitaler. Alle visionerne samles i en digital hvidbog, som du kan gå på opdagelse i via www.fremtidenshospitaler.dk fra den 16. december. Samme dag præsenteres de 12 visioner for designbranche, presse, politikere, regions-råd, bygherrer og andre, der beskæftiger sig med fremtidens hospitaler, til et kort seminar. west & werners bidrog med projektet “Atmosfære” se www.fremtidenshospitaler.dk
De tolv visioner er designet af: Dorte Krogh, fotograf (arkitektur, kunst og design) Marianne Frandsen, rumdesigner Iben West og Tine Werner, design og indretningsarkitektur Anders Smith, arkitekt, industriel designer Leo Scherfig, grafisk designer Sara Sachs, beklædningsdesigner/fotograf (digitalt, videoeksperimenter) Force4, design- og arkitektbureau 1508, digitalt designbureau Dorte Karrebæk, illustrator, og Ole Dalgaard, forfatter Margrethe Odgaard, tekstildesigner Peder Rasmussen, keramisk designer Erik Magnussen og Peter Møller-Jensen, designere |
Fremtidens Hospitaler
– 2010

